| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi stod op ved 6:45-tiden og hoppede i bad. Kl. 7:15 bekendtgjorde Marie, at vi havde aftalt, at vi ville med dagens første bus ind til Taormina, så lige pludselig havde vi travlt. Vi kastede yughurt’en i os, nåede at drikke en halv kop kaffe, før kl. var 7:40. Vi nåede lige hen til bus-holdepladsen, da klokken var 7:44. Pyha. Og hvad skete der så. Ikke en hujende hatfis. Der kom ingen bus. Kl. 8 lukkede en mand op for en billetluge ved busholdepladsen, og så kunne vi åbenbart købe en busbillet. Men der kom stadig ingen bus. Vi ventede og ventede. Jeg sendte en venlig tanke til den halve kop kaffe, jeg efterlod i camperen og det toilet, jeg gerne ville have besøgt, før vi tog afsted… Præcis kl. 8:45 dukkede der en bus op. Det var sgu da præcis - bare en time for sent.
Turen ind og op til Taormina var helt som forventet en flot flot tur. Masser af hårnålesving og flotte udsigter ud over kysten og Etna, som tog sig fint ud her fra morgenstunden.
Ca. 20 minutter senere blev vi sat af ved Taormina bus station. Vi havde en masse ting, vi gerne ville se i byen og det var et spørgsmål, om vi kunne nå det hele på en dag. Vi valgte at søge mod Castelmola først. Det var en højt beliggende by og vi ville gerne gå turen derop, mens vi var friske i benene.
Vi gik gennem en gågade i Taormina og lod GPS’en lede os op i bjergene. Snart kunne jeg genkende en vej, som jeg minutiøst havde tjekket med Google Street View. Så var det let at sige: “Vi skal den vej og så kommer der nogle trapper op til venstre”. Ganske rigtigt. De dukkede op. Der stod godtnok et advarselsskilt med et udråbstegn på trapperne men det lod vi os ikke stoppe af. Da vi var nået mange tusind trin op (læs: omkring hundrede), var der sat en spærring hen over trinene. Hertil og ikke længere! Jeg blev tosset. Hvorfor fanden kunne de ikke have skrevet det nede ved vejen. Hvorfor skulle vi gå helt herop, for at finde ud af, at stien var lukket? Nå, der var kun et at gøre - ned af trapperne igen og så måtte vi i gang med en plan B, for de havde vel ikke lukket for alle veje op til Castelmola?
Snart åbnede der sig en rute opad. Vi kunne følge vejen, selv om det var noget længere - med en masse hårnålesving. Opad det gik og der var en hæftig trafik på den smalle vej. Mit raseri over den afskårne vej havde ikke helt lagt sig og jeg gik og bandende lidt over trafikken. Der kører biler overalt og de kører tæt og tæt på de gående. Og kan der klemmes en scooter ind, så er de der også. Jeg kan godt blive skør af alle de trafikanter.
Efterhånden som vi fik kæmpet os opad, fandt vi ud af, at der var trapper, der fik på tværs af vejens mange sving frem og tilbage. Så i stedet for at gå frem og tilbage til vejens hårnålesving, kunne man tage trapperne op på tværs. Det var lidt hårdere men også hurtigere.
Efterhånden fik vi kæmpet os godt op af bjerget mod Castelmola og vi nåede til et sted, hvor jeg igen havde haft Goole Street View i gang. Vi skulle bare lige op af en snæver vej til venstre, så ville der komme en sti, som vi kunne følge op til Castelmola, som stadig lå højt over os. Ved indgangen til den snævre vej, var der et skilt, der forkynte, at adgangen var spærret på grund af nedstyrtende klipper.
Vi fortsatte - vel vidende, at nu var vi blevet advaret og kunne let risikere, at skulle tilbage til vejen. Den smalle vej førte op til nogle huse. Den var ekstrem stejl til biler og alligevel kom en lille skraldebil kørende ned af vejen. Vi fik os kæmpet op til vores sti. Ingen skilte, så vi fortsatte. Stien var lige så stejl som vejen. Vi kunne også se op på det punkt, vi skulle nå op til, at vi skulle bevæge os opad. Langs stien var en enestående udsigt ned mod Taormina og kysten bag byen. Den stejle sti bugtede sig lidt frem og tilbage og det var nødvendigt at gøre stop nogle gange, for at få pusten.
Vi nåede op til et hus, hvor der holdt en bil. Lige bag huset første stien videre men der var et vejarbejds-skilt og en spærring, der dog ikke dækkede hele stien. Så vi fortsatte og lidt længere fremme kunne vi se årsagen til alle deres skilte. Et stykke af klippen over stien var faldet ned og havde smadret stien og stakittet langs stien. Det så ud til, at stien var blevet nødtørftigt gjort rent men siden stien var blevet ødelagt i 2016, var der åbenbart ikke rigtig sket noget. Vi gik forbi og afholdt os fra at nærme os den yderste kant af stien. Ingen problem overhovedet. Efter 20 meter var vi forbi og kunne fortsætte turen op mod Castelmola.
Da vi nåede helt op, var vi enige om, at nu gad vi ikke kravle mere opad i dag og det kom næsten til at holde stik. Vi ville heller ikke bøvle med at gå ned igen. Det ville være hårdt for knæene. Der gik busser fra Castelmola eller vi kunne tage en taxa.
Vi kastede os ind på det første sted med udendørs servering. Det viste sig at være et pizzaria, der var ved at blive bygget om, men de holdt åben og kunne servere. En mørk ung fyr sørgede for hynder til os. Selve bestillingen sørgede “bossen” for. Vi bestilte mandelvin, som skulle være meget speciel for Sicilien og det virkede til, at de har slået sig helt på denne vin på Castelmola. Vinen duftede fantastisk og den smagte også rigtig godt, men det var en meget sød vin. Vi talte lidt om, hvad man kan bruge sådan en vin til. Måske en kop kaffe efter middagen. Som velkomstdrink er den nok for sød.
Vi gik en tur i gaderne i Castelmola. Her var der også en del biltrafik. Butikkerne var souvenirbutikker og de solgte alle sammen det samme - bl.a. mandelvinen. Sådanne butikker tiltaler os slet ikke. Et sted stod to kvinder og diskuterede. Havde det været i Danmark, ville jeg have forsvoret, at de skændtes højlydt men her i Italien er det helt normalt og jeg tror, at de blot diskuterede.
Vi nærmede os efterhånden frokost og jeg havde læst om et sted, hvor man var nødt til at smage mandelvin, for det var familiens egen produktion. Ja, så hoppede vi på den også. Vi fandt frem til baren Turissi, der brugte det mandlige kønsorgan som det helt gennemgående i deres udsmykning. Kæmpe store peniser hang og stod overalt. Selv dørhåndtaget ind til baren. Drinkskortet var skåret ud som en penis og selv dækservietterne havde tegninger… Vi kantede os ud på en lille afsats med 2 borde. Her skinnede solen og det var lunt. Vi var sultne og bestilte et par pastaretter og en øl. Jeg bestilte en ret med tun og kapers, men kunne kun finde soltørrede tomater og olie i retten. Det påpegede vi for tjeneren, da vi betalte. Men han fastholdt, at der var tun i retten. Det viste sig, at det var ikke reelle stykker men noget pasta af tun, der var i. Nå, så havde vi prøvet det også… Vi købte et par flasker af deres mandelvin og fik lov at smage både en hvid- og rødvins version. Glassene, som vi smagte af, havde naturligvis form som en penis. Skørt…
Tilbage på pladsen, hvor vi var ankommet til Castelmola. Her holdt en enlig taxa og busserne så ikke ud til at køre lige foreløbig. Der var ingen chauffør i taxaen, så vi ringede til det telefonnummer, der lå i forruden. En mand tog telefonen og lovede, at chaufføren ville være der om 5 minutter. Det holdt stik. En kvinde dukkede op og kørte os ned af de kringlede veje til Taormina. Selve turen ned var i sig selv en attraktion med den fantastiske udsigt - og selvfølgelig Sicilienernes evne til at manøvrere i trafikken på de meget smalle bjergveje.
Vi havde bedt chaufføren om at sætte os af ved det græske amfiteater, som var næst på listen. Taxaen holdt ved indgangen til gågaden. Det undrede vi os over, men vi betalte den faste pris på 15 euro for turen.
Et kig på kortet forklarede, at vi skulle gå igennem gågaden og dreje til venstre, for at komme til det græske teater. Så taxaen kunne ikke køre os helt til teatret. Som det nok allerede er gået op for de fleste, så interesserer vi os ikke synderlig meget for gamle ruiner. Der er ellers masser af chancer for at se dem her i Syditalien og på Sicilien. Men det græske amfiteater i Taormina skulle være et af verdens smukkeste og med en unik placeringen med Etna i baggrunden. Vi fulgte sidegaden op mod indgangen. Butikkerne var helt rene souvenirbutikker. En gang skrammel fra ende til anden, men de skal nok få lokket nogle turister ind… Jeg tror, at det eneste, som Marie og jeg synes var lidt sjovt, var butikker med en masse farverigt porcelæn. Det gør de en del i hernede.
Det kostede 10 euro at komme ind på teatret. Vi brugte nok 3 kvarter på at gå rundt og kigge på stedet. Vi trådte direkte ind på tilskuerpladserne og der var vel plads til 3000-4000 mennesker i arenaen. Lige som vi var kommet ind, var der en tilfældig gæst nede på scenen, der forsøgte at synge operastrofer. Hun gjorde det faktisk rigtig godt og vi fik straks et billede af, hvor godt hendes stemme bar igennem til de øverste rækker.' Fra de bagerste rækker kunne vi se ned på scenen og bag scenen tårnede Etna sig op. Det har garanteret været en del af overvejelserne, da teatret blev bygget i sin tid. Overalt omkring teatret var der en fin udsigt ud over Taormina og kysten rundt om byen.
Vi var også en tur på scenen men jeg afstod fra at kaste mig ud i nogen form for sang.
Næste punkt på dagsordenen var en gågade og et par barer, som vi også havde sat kryds ved. Vi kunne ikke lige huske hvorfor. Men vi gik ned gennem gågaden. Midt for gågaden var der sat en scene op og de var ved at rigge nogle højttalere til, så der skulle nok være karneval i aften. De 2 barer så ikke indbydende ud, så vi fortsatte turen gennem gågaden. Der var mange spændende butikker, men vi var ikke på jagt efter noget, så vi kastede kun et blik ind i de fleste af butikkerne.
Det var ved at være hen på eftermiddagen og vi havde kun et punkt på ønskelisten i Taormina tilbage. Det var en have, som en engelsk kvinde Lady Florence Trevelyan havde sørget for at få indrettet. Parken virkede meget tilgroet med forskellige type af træer. Sikkert et dejligt sted om sommeren, hvor temperaturen let kan komme over 40 grader. Men ikke så interessant på dette tidspunkt, hvor der ikke var så mange blomster.
Efter et forholdsvis kort besøg i parken, gik vi tilbage til busstationen. Vi havde besluttet, at vi ville finde en købmandsbutik, før vi tog hjem til Giardini Naxos igen, for der var der jo ikke rigtig nogen butikker i vores nærhed. Så vi fortsatte forbi busstationen til et område, hvor jeg havde set en købmandsbutik på kortet. Det holdt stik og vi købte et brød. Butikken havde også 5-6 forskellige Masala vine men ud fra mine noter hjemmefra, var de alt for dyre. Jeg var lidt spændt på at smage dem :)
På et lille pizzaria ved siden af købmanden fik vi et glas lokal hvidvin, før vi gik tilbage til busstationen.
Her holdt en bus med destination til lufthavnen. Den mente jeg ikke, vi skulle med. Men Marie begyndte at læse de forskellige byer, der rullede på panelet nedenunder. Her dukkede vores busstation op, så vi hoppede ombord lige inden bussen kørte. Bussen var fyldt med en flok franske unge mennesker. Et par ægte gentlemen tilbød os gamle mennesker et sæde. Det trængte vi også til :)
Det var dejligt, at vores busstation kun lå et par hundrede meter fra camperen. Vi satte os fluks til rette og knappede en flaske vin op med Frappato druen, der skulle være en kradsbørstig drue. Vinen smagte egentlig ok. Der var måske lidt Malbec over den - men i en lidt mere utæmmet udgave. Marie havde sat en gang vask over, og vaskemaskinen var omtrent lige så hurtig, som italienere er til at krydse vejen gående. Det tager de med ophøjet ro - og så snart de har fået øjenkontakt, går de bare stille og rolig over vejen og lader som om, de ejer det hele.
Marie serverede det sædvanlige, brød, ost og pølse. Ja, det spiser vi meget af, men det smager altså bare godt. Ret hurtigt satte maden sig på øjnene. Vi spiste lidt sent i dag og ved godt 9-tiden blev vi enige om at kravle til køjs.
Inden da blev vaskemaskinen selvfølgelig færdig, så vi kunne nå at få hængt tøjet op til tørre.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |